Vejen frem for CCS i Danmark

De otte anlæg meldte sig ud af udbuddet fordi betingelserne samlet set ikke var attraktive nok. Det skyldes en kombination af flere faktorer:  
• Høj risiko for forsinkelser på ny teknologi. 
• Store økonomiske konsekvenser ved forsinkelser. 
• Kommunale ejere af forsyningsselskaber har mindre appetit på risiko.  

Risikoen for, at CO2-lagrene ikke står klar i 2030, er en særlig stor udfordring for de potentielle CCS-projekter i udbuddet. Lang sagsbehandlingstid og koordinationsproblemer mellem potentielle CO2-lagre og CO2-fangstanlæg betyder, at lagrene på den ene side afventer fangstprojekterne, før de træffer en endelig investeringsbeslutning, men på den anden side har særdeles svært ved at have lagrene klar inden 2030, netop fordi investeringsbeslutningen ikke er truffet. Nogle af udfordringerne kan være mindre i 2035, set i lyset af at nuværende udbud vil etablere to fulde værdikæder til CCS i Danmark.  

På baggrund af analysen i dette notat anbefaler vi, at:  
1. Energistyrelsen godkender rimelige og omkostningsbestemte bud, så CCS-projekterne kan komme videre i processen. 

2. Kommende modeller for  statsstøtte bør tage ved lære af nuværende CCS-udbud, og gøre sig nogle grund læggende overvejelser om overordnede rammer for statsstøtten og risikodeling.  

3. Risiko skal ligge på dem, der bedst kan håndtere risikoen. Hvis fangstprojekterne ikke kan håndtere risikoen på lagringen, skal de derfor ikke påtage sig risikoen, og omvendt.  

4.  Kommunale forsyningsselskaber skal ikke pålægges unødigt stor risiko, men skal heller ikke friholdes for de risici, som de bedst kan håndtere. 

De fire anbefalinger kan opsummeres i én samlet anbefaling for kommende statsstøtte til CCS:

Støttemodellen bør opdele værdikæden i hhv. en del til fangst- og en del til transport- og lagring, og staten bør påtage sig koordineringen mellem de to dele af værdikæden, hvis koordinationsproblemet ikke er løst, når staten næste gang uddeler statsstøtte til CCS.  

Det er i sidste ende et politisk valg, hvor stor en risiko staten skal påtage sig. Det nuværende udbud sikrer staten mod at bruge penge på projekter, der viser sig ikke at give CO2-reduktioner, men øger på den anden side det umiddelbare statsstøttebehov, og udbuddets design har skræmt flere bydere væk. Modeller, hvor staten tager større risiko, kan mindske den forventede støttepris og gøre det mere attraktivt at byde, men øger samtidig risikoen for,  at staten bruger penge uden at opnå CO2-reduktioner.  

CCS er en relativt dyr klimateknologi og skal derfor kun bruges de steder, hvor der ikke findes andre og billigere omstillingsmuligheder. Det gælder særligt affaldsforbrænding, der er en kilde til CO2, som er meget svær at reducere på andre måder end ved CO2-fangst.