Climate & Energy Research Institute er en grøn tænketank, der insisterer på, at samfundsøkonomi skal være beslutningskompasset i den grønne omstilling.
Behov for mere analysekraft i den grønne omstilling
Med de hundredvis af milliarder kroner, det kræver at omstille Danmarks energisystem, nedbringe CO2-udledningerne tilstrækkeligt og lave den største arealomlægning i Danmarks historie, er det indlysende vigtigt at løse opgaven omkostningseffektivt og til tiden.
Forkerte beslutninger kan være både irreversible og dyre for det danske samfund. Der er brug for en større faglig indsats på flere områder for at lykkes med en langsigtet omstilling med opbakning fra danskerne.
Bygger bro mellem forskning og politik
CERI præger den politiske dagsorden gennem vedholdende dialog med politiske aktører. Målet er at gøre den grønne omstilling lettere at gå til politisk ved at afdække fakta og give handlingsanvisende bud på de grønne udfordringer, samfundet står overfor.
Vi kommunikerer bredt om analyseresultater og faktabaserede løsningsforslag, der medvirker til en modning af politiske beslutninger og styrkelse af den offentlige forståelse af en af tidens vigtigste samfundsudfordringer.
Når private og offentlige aktører skal investere betydelige milliardbeløb, skal der foretages vanskelige afvejninger. CERI arbejder systematisk med at synliggøre og sammenligne de samfundsøkonomiske effekter, så Danmark får mest grøn omstilling for pengene. Vi styrker både de grønne indsatser og den politiske legitimitet bag dem, ved at udrede, hvor indsatser virker bedst, og hvor ressourcer bruges ineffektivt.
CERI orienterer sig altid mod den nyeste forskning for at styrke kvaliteten af egne analyser og sætte danske udfordringer i et globalt perspektiv.
Mere end et årtis tænketankserfaring
CERI udspringer af tænketanken Kraka og bygger derfor på mere end et årtis erfaring i at lave samfundsøkonomiske analyser, der kvalificerer og præger beslutningsprocesser.
Ledelsen i CERI
Bidragsydere
CERI er en non-profit tænketank, der arbejder uafhængigt af politiske strømme og særinteresser for at sikre et samfundsøkonomisk og faktabaseret beslutningsgrundlag. CERI finansieres alene af private organisationer.
Bevillingerne dækker tænketankens samlede arbejde med at udarbejde analyser af høj faglig kvalitet, som gør den i stand til at levere rådgivning og information til politikere og offentligheden. Derigennem bidrager CERI til et mere kvalificeret grundlag for beslutninger om den grønne omstilling.
Bidragsyderne består af følgende organisationer og virksomheder listet i alfabetisk rækkefølge: Danmarks Naturfredningsforening, Danske Bank, Dyrenes Beskyttelse, Fonden Kraka, Kirkbi, Maj Invest, Novo Nordisk Fonden, PKA, Topsoe og Vestas.